Hjemmebyggede Fly

af Carl-Erik Olsen, Californien

Hvorfor gå i gang med et fly-projekt?
Hvorfor bliver man fly-hjemmebygger?
Jeg vil forsøge at finde nogle svar ud fra min egen baggrund.
Umiddelbart har jeg ét ord, der forklarer en hel del, nemlig skaberglæde.
Men først skal en kommende fly-hjemmebygger erkende, at det hjælper i beslutningsprocessen at være en smule halvskør eller i det mindste ikke helt normal, som folk er flest.
Accepter umiddelbart, at dine omgivelserne har den opfattelse.
Det kan jeg fint leve med.
Den næste tanke, der falder mig ind er, at man heldigvis på forhånd ikke kender alle de næsten uoverstigelige  problemstillinger, man vil komme ud for, og da slet ikke hvordan man kan overvinde dem på forhånd.
Det er rart, at problemerne, som jeg opfatter som udfordringer, sjældent kommer i flok.
Det er tilstrækkeligt at skulle løse dem et ad gangen og de deraf følgende konsekvenser.
Det kan til tider være vanskeligt, at overskue og gennemtænke hvilken løsning, der vil være mest hensigtsmæssig i den store sammenhæng.
Tænk hele tiden forud, præcis som pilot-in-command.

Nødvendige forudsætninger

Når man overvejer at bygge et fly skal forudsætningerne være på plads.
Det koster penge, mange, men det gør alt indenfor fly.
Der skal også fysisk være tilstrækkelig plads til flyprojektet, hvor man bor (temmeligt vigtigt).
Værkstedet skal indrettes fornuftigt, godt med lys, gode arbejdsbænke, isolering og varme.
Gør det hyggeligt og behageligt at arbejde i, for man kommer til at tilbringe tusindvis af timer der.
Lav plads til et hjørne, hvor man kan finde lidt hvile, spekulere og indtage kaffen, som fruen forhåbentlig kommer med.
Forbered dig på, at der skal indkøbes mange specielle værktøjer undervejs.
Det dur ikke altid at låne sig frem.

Byggeren kan ikke nøjes med en lunken accept fra familien om det planlagte korstog.
Der kræves nærmere en art carte blanche, for der vil blive brugt en masse penge til  drømmeprojektet, som måske skubber familiens andre ønsker langt ud i fremtiden.
Dernæst vil byggeren ofte være fraværende.
Ikke blot fysisk, men også mentalt, når et problem i værstedet fortsat kværner rundt i hovedet.
Det er altsammen forhold, man skal erkende og acceptere inden projektet startes.
Det er ikke en enmandsopgave.
Det vil blive til en fler-årig livsform, der skal kunne holde, og som alle i familien skal kunne udholde, omend med passende pauser.
Man skal også vurdere, om det er umagen og vanskelighederne værd.
For at kunne sige ja, skal man have lyst til udfordringer.
Store, mange og længe.
Nogle har lyst til at bestige bjerge.
Det er alt for anstrengende for min smag.

Hvorfor gør jeg det

For mig ligger fornøjelsen i selve byggeprocessen og fremstille dele i træ, aluminium og stål.
Derefter at samle og afprøve komponenterne.
Hver eneste del af processen giver mig en stor arbejdstilfredsstillelse, specielt i et godt resultat.
Sommetider hedder det om igen, makker.
Det gælder om at være kritisk.
Sommetider bliver en delopgave kasseret og ender med at blive til en "prøve-model", selvom udgangspunktet var godt.
Det sker, at det bliver til flere prøve-modeller, indtil resultatet omsider bliver perfekt.
Jeg kan og vil ikke sige, nja, det er sikkert godt nok!
Det vil være træls i årene fremover at kigge på nogle få detaljer hist og her, som man altid vil ærgre sig over.
Du kunne bare have gjort det rigtigt, da du havde muligheden!
Ens tankegang og fantasi er konstant på prøve.
Ofte kredser hjernen omkring en eller flere problemstillinger, der netop er aktiv i værkstedet, - når omgivelserne ikke lige kræver din fulde opmærksomhed.
Jeg tænker sjældent på hele projektet, kun på den delopgave, der er lige for hånden.

Der er også en anden side af mig, som måske medvirker til, at jeg nyder at være bygger.
Det sker, at jeg får rebelske tanker.
At have lyst til at gøre noget, som nogle mennesker ikke tror kan lade sig gøre eller synes, at det må være udenfor rækkevidde.
I stedet for at give op på forhånd, har jeg lyst til at gøre forsøget indenfor den ramme, som jeg mener at kunne magte.

Sommetider er det udenfor mit felt, og så er det nødvendigt at finde folk, der har den nødvendige viden og vil øse ud af deres erfaring med gode råd.

Det kan til tider hjælpe at være stædig, og sige a' prøver sgu' igen eller fortsætte sin søgning efter et godt svar.
Når det endelig lykkes, er glæden over resultatet så meget større end skuffelserne undervejs.
Der er også områder, hvor jeg på forhånd erkender mine begrænsninger og udelegerer opgaver til andre.
Enhver byggers baggrund og erfaringer resulterer i egne stærke og svage sider i forhold til den samlede håndværkerviden, som et specifikt fly kræver.
Metalarbejde indenfor aluminium og stål, svejsning af understel eller en flykrop i 4130-rør, forarbejdning af træ med tilhørende limprocesser, lærredsarbejde, glasfiber og epoxy, maling, mekaniske dele og funktioner, motor og installationer, elektriske systemer og instrumenter er altsammen områder, der kræver en indsigt, som man ikke kan mestre fuldstændigt alene.